Alternative Virkeligheder

På et tidspunkt i min fordybelse i denne psykologiske forståelse, hørte jeg psykolog Dr. Amy Johnson siger, at al lidelse kommer af tanker om at ting burde være på en anden måde. Tanker om at denne her ting eller situation ikke burde ske, at man ikke kan klare det ene eller andet. Altså at hvis en situation ikke udarter sig som ønsket, så kan det opfattes som et problem og i nogle tilfælde give mental mistrivsel.

Som et eksempel på hvad jeg peger på, vil jeg bruge det, at jeg lige for tiden døjer jeg med nogle iskias/balle smerter og det er noget, der fylder i min hverdag, fordi jeg skal rationere med hvor meget jeg sidder ned osv.

Og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg har tænkt at det er træls at det er her (igen) og hvordan det påvirker min dag og hvorfor jeg nu skal døje med det igen og hvor længe mon det skal stå på osv. 

Så det der sker er, at jeg falder i en tanke fælde hvor jeg tror at der er en anden virkelighed end den der er her, og det er den jeg hellere vil være i. Den hvor jeg ingen smerter har og kan sidde, ligge og stå op om morgenen uden smerter.

MEN sagen er, at det ikke er muligt. Der er ikke en alternativ virkelighed til den, der er!  

Virkeligheden er, som den er. Punktum. 

Jeg får det ikke bedre af at ønske mig et andet sted hen, - tværtimod, så føler jeg faktisk at det fastholder mig mere i oplevelsen og med mere negativ fokus på problemet. Mine tanker kommer til at kredse mere og mere om det og får det til at virke mere presserende og træls end det i virkeligheden egentlig er. Jeg er zoomet tæt ind på hver en følelse omkring denne situation, hvor jeg måske får mere ud af at zoome lidt ud for at vende mig mod mere rationelle tanker. 

Og det er ikke for at sige at man skal acceptere tingene, for der er egentlig ikke noget at acceptere, for tingene er som de er, uanset om man kan acceptere det eller ej.

Og det er heller ikke fordi jeg skal tænke positivt eller på en bestemt måde. Næh, jeg må faktisk have alle de følelser og holdninger til det, præcis som det passer mig. Jeg kan reagere som Maude i Matador og gå i seng og være den største drama queen - ingen problemer, bare giv den gas, Anne 😆. Det ændrer bare stadig ikke på, at jeg har smerter i isikias og balle. 

Det er helt naturligt at reagere på en opstået situation, positivt eller negativt, alle følelser er naturlige og okay. Og man må da gerne ønske at tingene var anderledes, det er da helt naturligt og okay, at der er oplevelser jeg helst ville være foruden. Men tingene er som de er.

Det jeg peger på er niveauet efter, hvor man tænker at situationen burde være en anden, det er her der kan opstå mere mistrivsel.

Andre eksempler på denne fantaseren om alternative virkeligheder kunne fx være:;

• at jeg ikke burde have spist dit, dat og dutten

• at det er forkert hvis tøjet strammer

• at jeg ikke burde have lavet den der fejl på arbejdet

• At jeg ikke burde have sagt den der dumme ting

• At jeg først er okay når XY og/eller Z er en realitet

• at jeg skal være i ro og overskud hele tiden

• Oplevelser af stress og angst 

I alle de ovennævnte eksempler, er fællesnævneren tanker om en anden virkelighed end den, der er lige nu. Men der kan bare ikke være andet lige nu. Det er fysisk umuligt.

Jeg tænker faktisk at det er svært at helt at undgå at ryge med på tanker om at der burde være en alternativ virkelighed, selvom jeg ved at det ikke er muligt. Men jeg bliver bare ikke fanget så meget ind i historien og oplevelsen, som før. Og det er her jeg finder det så hjælpsomt at være blevet bevidst om hvordan tingene hænger sammen. Hvad det er, der er medvirkende til mine oplevelser af tanker, der kører i ring og et øget fokus på at fikse og agere.

Så ved at se at ting er som de er, så giver det mig faktisk en mulighed for at være til stede med det, der er her lige nu. Alt, hvad der sanses lige her, er min virkelighed, på godt og ondt. Det er ikke altid specielt fedt og trygt at være i. 

Men jeg ser at vi er skabt til at tåle alle følelser og ved at se at tingene kun kan være som de er, så tror jeg også der gives mere plads til at agere bedst muligt i en given situation.

Ved at fantasere om en alternativ virkelighed, så fastholder jeg mig selv i en spiral af hjælpeløse tanker og uønsket adfærd. Deraf bliver jeg anspændt, kontrollerende og mere fjern fra mig selv og hvad jeg rent faktisk har brug for. At kæmpe mod livet giver mere modstand. Og det er ikke helt det jeg har brug for mere af. 

Der er helt sikkert situationer i livet, der er meget ubehagelige og som man fremadrettet skal tage aktion på og sikre at det ikke gentager sig, hvilket er sund fornuft. Det ændrer bare ikke på det faktum at forfærdelige ting sker og at de ikke kan gøres om. 

Men hvad gør man så - ja så gør man det bedste man kan i situationen, hvilket vi jo altid gør.  

Jeg forestiller mig altså også bare, at hvis man ikke hænger sig i alternative virkeligheds-fantasier, så er livet bare lidt lettere og sjovere, og man er mere åben overfor sig selv, andre og det man møder og støder på. Og man er hurtigt videre i livet. 

Og som så meget andet, så er det også godt at vide, at jeg bare er menneske og fortsat nok vil blive fanget ind i en fantasi om en alternativ virkelighed, men jeg vil heldigvis stadig være okay uanset hvad. Punktum.