Nyt syn på mine oplevelser af at være stressramt

Jeg har været lagt ned af stress ad flere omgange og det har påvirket mit liv i perioder gennem en del år. Nogle perioder var sværere end andre med kortere eller længere sygemeldinger. Det var først da jeg stødte på denne psykologiske forståelse (indefra-ud forståelsen, De 3 principper, medfødt mental sundhed), at jeg fik øje på og hen ad vejen forstod, at jeg havde misforstået hvad det var, der var en ret stor årsag til at jeg igen og igen blev syg af stress. 

For mig var det ikke en enkeltstående begivenhed, der var årsag til stress. Jeg ser det mere som en snebold, der blev formet for mange år siden og så bare er rullet derud af for til sidst at være blevet så voldsom, at den smadrede mig psykisk, så jeg blev nødt til at stoppe op og få ro på. 

Men snebolden var der stadig, den var ikke forsvundet, blot slået i mindre stykker og på et tidspunkt ville den begynde at rulle og bygge sig op og jeg ville igen blive indhentet og overrumplet af denne kæmpe. 

Min indre snebold var opstået af tanker om at jeg fx skulle være perfekt, aldrig lave fejl, være sød, sjov, hjælpsom, overskudsmor og børn, der selvfølgelig også altid helst skulle fremstå som de sødeste englebørn. For i mit sind, havde jeg sat lighedstegn mellem disse ydre betingelser og krav til mig selv og det at være berettiget til en plads i verden og en følelse af at være god nok.

Og som om, der ikke var nok, så udviklede det sig hen ad vejen til at jeg også havde utrolig mange holdninger til mine arbejdsopgaver og arbejdsliv generelt. Dvs jeg tolkede og tænkte også her utroligt meget over mange ting omkring en arbejdsdag og skulle også her præstere fejlfrit og altid med et smil. 

Jeg kom til at se det som et problem, hvis “lokummet brænder på”, derfor satte jeg bare turbo på og knoklede igennem dag efter dag. For der måtte ikke være kaos omkring mig, det skulle elimineres, koste hvad det måtte. 

Det kommer vel næppe som en overraskelse for nogen, at jeg var på hårdt arbejde! Al den kontrol! Jeg tænkte på og tolkede konstant mig selv og mine omgivelser for ting, der evt. lige skulle tages hånd om. For jeg havde en idé om, at hvis jeg var “perfekt”, så kunne jeg slappe af og være tryg i livet. Men ikke før.

Så noget af det værste, der kunne ske for mig, var fx hvis nogen kritiserede mig, ikke virkede til at kunne lide mig eller hvis jeg lavede en fejl. Så blev mit fundament rystet og virkede usikkert for mig. 

Generelt var det den samme tendens på flere områder af mit liv - hellere overpræstere, så får jeg et pusterum/følelse af at være okay. Men det pusterum kom aldrig rigtigt, for jeg havde sat mig selv på en enorm opgave og i den grad malet mig selv op i hjørnet… Ikke så mærkeligt at jeg blev lagt ned.

Da jeg så blev præsenteret for det her med, at vi oplever verden indefra og ud, dvs. at jeg kun kan opleve verden gennem min egen tænkning og at sindet ikke kan gå i stykker, så kunne jeg gradvist begynde at se, hvordan jeg selv var årsag til at jeg blev syg af stress. Jeg havde brugt min egen tænkning imod mig selv, fordi jeg havde misforstået hvordan vores sind virker,-  altså at der var noget ude i verden, der skulle styres for at jeg kunne føle mig tryg og rolig. Det var helt uskyldigt og ud fra en overbevisning om at det var sådan jeg bedst kunne være i livet.

Det handlede ikke om at jeg var svagere eller mere sart end andre, som ikke blev syge af stress. Det kunne jeg ellers godt gå og tænke - sådan lidt en dobbelt lussing - jeg knokler og knokler, men alligevel er det ikke nok, der var sjældent eller kun kortvarig fred i mit indre.

Men fordi det netop handler om vores tænkning om verden, så vil vi også have forskellige opfattelser af verden og de oplevelser vi støder på.

I starten var jeg træt af at jeg ikke kunne skyde skylden på “verden”, men at det var hos mig selv at årsagen lå. Men heldigvis gik det jo så også op for mig, at jeg nemmere kunne lave om på mig selv end at ændre hele verden.

Sammen med opdagelsen af at jeg ikke var gået i stykker eller skulle bearbejde noget for at få det godt igen, var starten på en gradvis forandring mod mere mental trivsel. Vanetanker og adfærd relateret til denne tænkning kan godt hænge ved, men jeg har over tid fået en helt anden grundlæggende ro og er faktisk blevet lidt “allergisk” over for at løbe for stærkt. Det tager jeg som et rigtig godt tegn! Min tænkning omkring min verden har ændret sig og snebolden har efterhånden opløst sig selv og er ikke længere noget, jeg bliver overrumplet af som jeg gjorde tidligere.

Jeg vil understrege, at der sagtens kan være ydre omstændigheder, der skal tages hånd om, fordi de er over grænsen eller uacceptable. At det ikke kun handler om hvad jeg tænker om tingene. Men det er ikke så vigtigt for konteksten her. Her peger jeg på, hvad jeg har set som den primære faktor til, hvorfor jeg har været ramt af stress. Men hvis der skal ske forandring i ens liv, så ved man det godt, selv uden en masse stressede tænkning. 

Nu hvor jeg er et andet sted i livet ift. stress, så har jeg også reflekteret over hvorfor verden kom til at se kaotisk ud fra mit perspektiv.

Min intention med alle de tanker om hvordan jeg skulle være og gøre for at skabe ro og orden i mit liv, blev ironisk nok den helt modsatte oplevelse. 

Livet blev fyldt med ubehag og ængstelse for en imaginær og selvopfundet fjende eller fremtid, som jeg ikke kunne være i. 

Altså jeg fik på ingen måde opfyldt mit ønske om fred, ro og nærvær i sindet, jeg fik kaos i stedet. 

Jeg ser nu, at det ikke er meningen at jeg skal kontrollere noget. Hvad er der egentlig at kontrollere?  Jeg ser at det øjeblik, at jeg begynder at gruble og styre mit liv fra det sted, så er det fordi, jeg har en forestilling om fremtiden, som jeg ikke bryder mig om. 

Det er meget essentielt, at jeg nu har fået øje på, at fremtiden kun eksisterer i mine tanker og at den sjældent eller aldrig kommer til at tage sig ud sådan som jeg havde troet eller frygtet.

Og en anden vigtig pointe er, at kontrol og det at aktivt foretage et valg, er to vidt forskellige ting. Kontrol kommer fra frygttanker, hvor aktive valg kommer fra hjertet og ud fra fakta ikke fra fiktion. Og ud fra fakta kan jeg meget bedre navigere, for det afspejler virkeligheden og det er på godt og ondt. 

Men jeg har også brug for at forholde mig til fakta og agere bedst muligt, når der sker svære ting i mit liv. Det vil jeg også foretrække, for der kan jeg bedre være fuldt til stede med hvad der er, frem for at være fanget i mit eget net af uhjælpsomme og rigide tanker. 

Jeg ser også at mit behov for at fremstå perfekt også er skabt ud fra frygttanker og en misforståelse om at jeg kun er okay i en bestemt form eller adfærd. Og denne overbevisning kom kun inde fra mig selv. At få øje på denne fejltolkning var en enorm befrielse! 

Så hvis jeg står foran en situation, hvor jeg normalt kunne tænke, at nu er der udsigt til at jeg 

skal løbe stærkere eller arbejde mere, så ser jeg, at det er langt smartere at jeg lige stopper op og orienterer mig og får tildelt alle de fakta, der er nødvendig for at jeg kan træffe en beslutning. Og det behøver jeg ikke stressede eller frygtsomme tanker til. 

Bare kig ud i naturen - hvis et dyr støder på en potentiel fare, så stopper det op og orienterer sig, før den gør noget.

Det synes jeg er en meget fin påmindelse til mig selv om den metode nok ikke er helt så tosset at huske til en anden gang, hvor jeg står overfor noget der umiddelbart kunne se stressende ud. Og jeg ved, at jeg er okay, uanset hvad 🙂.