Hvorfor mine oplevelser skal tages med et gran salt

Altså jeg vidste det jo nok på nogle måder, men jeg er også bare nødt til at indrømme at min hjerne og tanker slet ikke afspejler virkeligheden,- i hvert fald ikke i det omfang jeg gik og troede. Men den opdagelse er faktisk ikke helt skidt og jeg vil fortælle dig hvorfor jeg finder det hjælpsomt og hvilken frihed, der er i at opdage at jeg tit tager fejl! 

Al vores oplevelse skabes gennem vores bevidsthed, der sanser alt i og omkring os, det er universelt. Den oplevelse kan krydres med vores evne til at tænke. Et eksempel kunne være den form vi kalder en blomst:  En blomst bliver en blomst, med farver, tekstur og duft. Den oplevelse er stadig helt objektiv, lige indtil vi begynder at fylde mere på, om vi synes den er pæn, dufter godt osv. Nu er det pludselig en subjektiv oplevelse (personlig tænkning) oven i. For vi synes ikke alle, at den blomst er smuk og dufter godt, men vi er enige om at den er blå og hvilken tekstur den har. 

Hvis jeg overfører dette til min verden, så har jeg fx noget jeg er bange for, og når det er i mine tanker, så føles det som om at al min bevidsthed kun består af dette problem eller de angste tanker. Det er her at al min opmærksomhed er centreret i og omkring lige nu. Og opmærksomhed består af det jeg føler og tænker, men ikke al min sansning når min opmærksomhed, men det gør ikke at det ikke er der. 

Bare fordi at jeg ikke lige er opmærksom på, at jeg sidder på en stol, men er hyper opmærksom på uroen i min mave, så betyder det ikke, at stolen ikke sanses eller ikke er virkelig. Det bliver filtreret fra af praktiske årsager, for der er grænser for hvor meget information ens hjerne kan kapere. Det tror jeg nok de fleste er klar over. 

Jeg synes dog det kan være hjælpsomt at blive mindet om, at det, der larmer mest, ikke er alt det, der er. Og det er ikke nødvendigvis mere farligt, bare fordi det fylder hele min opmærksomhed lige nu, eller fordi jeg tænker det er farligt. Og når jeg sidder og er bange for noget, så er det altid eller oftest om noget i fremtiden, dvs der er fuld skrald på subjektiviteten og jeg glemmer, at der er noget i oplevelsen, der er objektivt.

Men jeg er blevet åben over for, at jeg muligvis har taget fejl, og at det er meget godt at vende blikket mod det, der rent faktisk er virkeligt. - Et eksempel kunne være, at jeg er optaget af stressede tanker om et eller andet i min fremtid. Så prøver jeg så at spørge mig selv hvor denne tanke er lige nu - altså hvor kan jeg se det, jeg er stresset over lige nu? Og ja, så må jeg bare indrømme, at det kun eksisterer i mine tanker, det er ikke at finde i den fysiske verden, udover en følelse af uro i maven. Uroen i maven er min invitation til lige at vende tilbage til virkeligheden og ud af mit hoved. Smart design, hvis du spørger mig!

Og det er ikke for at sige, at der ikke er noget der skal gøres, mere for at pege på at min tænkning kommer med en vis usikkerhed/fejltolkning og det er hjælpsomt, det giver tid til at få ro på systemet, så jeg kan agere mere rationelt. Hvilket jeg virkelig har brug for når tanker og følelser ser overvældende ud. 

Når jeg bliver fyldt af stressede eller angste tanker, så kommer der en følelse i kroppen - og som beskrevet ovenfor så er det en invitation til lige at stoppe op - det betyder ikke andet end, at jeg er fanget i en tanke om, at det jeg tænker er sandt og jeg skal gøre et eller andet for at være okay/tryg igen. Andre gange kommer der en følelse i kroppen, uro eller andet før tankerne, og så tændes der straks bål under det, om hvad det nu er for noget og hvordan jeg skal komme tilbage i roen. Og jeg kan sagtens komme til at tro at tankerne har ret. 

Men hvordan ved jeg det egentlig? For jeg kan jo stadig ikke finde det andre steder end i mine tanker - det kan jo i virkeligheden betyde mange ting - og jeg vil tænke noget og en anden vil tænke sit om sådan en følelse. 

Så ved at spørge mig selv, hvordan ved jeg om dette er sandt og jeg, vel at mærke, ikke kan svare uden muligheden for at tage fejl, - ja så sker det tit, at det hele bare flader ud og går over… Mere vigtigt var det åbenbart ikke! Måske behøver jeg ikke bruge min personlige tænkning helt så meget som jeg tror?

Og ved at være nysgerrig og åben omkring mine oplevelser, så har jeg opdaget, at de to ting ikke hænger sammen. Der er rum mellem tanker og følelser/følelser og tanker. Og jeg har lagt mærke til, at jeg faktisk godt kan sanse, før jeg tænker noget om det, jeg sanser. Jeg kan godt høre fuglene i haven uden tanker og jeg kan godt mærke solen på huden uden tanker. Ligesom at jeg godt kan trække hånden af en varm kogeplade uden først at tænke! 

Jeg prøver med dette at pege på, at mine tanker ikke nødvendigvis siger specielt meget om virkeligheden udover den måde jeg har tillært mig at tænke om den. I det ligger der faktisk meget godt. For så behøver jeg ikke tage det jeg tænker om mig selv, andre eller verden helt så alvorligt, helt så meget af tiden. Der er rum til at være med det, der er på en ny måde.

Det glemmer jeg selvfølgelig tit, men jeg kommer også rigtig tit til at huske, at det ikke er så solidt, som jeg tror. Hip hurra for den opdagelse!