Mit misforståede behov for et bestemt kropsideal.

Hvis der var en pris for at hænge ud længst tid oppe i hovedet, optaget af at tænke på om jeg nu er pæn nok, tynd nok, smart nok, klog nok, god nok, sjov nok. Nok, nok, nok! Ja, så føler jeg mig faktisk som en klar kandidat til prisen, for hvor har jeg dog brugt ufattelig meget energi (tanke energi) på at vurdere, kontrollere og jage disse idealer som jeg havde fået skabt for mig selv!

Vi lever i en verden, hvor der gennem umindelige tider har været og til stadighed er utrolig meget fokus på kvindekroppen og dens ideelle form. Det betyder at der i dag er en indgroet forestilling at jo tyndere jo bedre og det er ikke rigtig noget vi stiller spørgsmålstegn ved, det er nærmest blevet en naturlov at hvis ikke man som kvinde ikke har en slank talje så er det altså noget der skal ændres!!! Alt omkring os bliver vi præsenteret for slanke, smukke mennesker. Det er som om at en slank krop er lig med høj livskvalitet og status i samfundet. 

Jeg er selv faldet i den gryde og har i årtier(!) svømmet rundt i den samme suppedas af rigide overbevisninger om at jeg da skal være slank, for det skal man jo! 

Men nok er nok for mig og jeg vælger at dele mine tanker om kost, krop og kilo og hvad jeg har fået af nyere tanker om det. 

Jeg holder det meget overordnet, for detaljerne er ikke super vigtige (eller spændende for andre end mig ;-). Men for konteksten kan det være godt lige at fortælle lidt om, hvad jeg har gået og tænkt og troet i mange, mange , mange år.

Som sagt så har jeg været min egen vægtvogter i mange år. Jeg har på et tidspunkt fundet det uhyre vigtigt at være slank for at få andres accept, at kunne føle mig god nok og helst bedre end andre. Det så ud som om at jeg var et bedre menneske, hvis jeg var slank og at jeg ved en bestemt vægt kunne slappe af og leve mit liv…!

Så jeg har tænkt og gjort så meget for at nå mit mål eller forhindre at jeg tog mere på. Måske du kan forestille dig hvor udmattende og rigidt det er! 

Og jeg kan fortælle dig så meget, at da jeg på et tidspunkt var slankere end nu, skete der ikke det, som jeg troede. Ingen lykkelig-til-mine dages-ende oplevelse!

Tværtimod, for min hjerne havde jeg jo fået lært at tynd var lig med liv og død, så nu var jeg så optaget at sikre, at jeg ikke tog på i vægt og samtidig stadig gå og tænke på hvad andre nu tænkte om mig. Så var jeg jo bare lige vidt! Suk!

Efter jeg blev præsenteret for de 3 principper eller indefra og ud forståelsen, så fik jeg en fornemmelse at der nok var noget omkring det her med kropsidealer jeg kunne lære nyt om. Og det ville jeg jo stadig gerne have styr på, der var alt ved det gamle. 

På et tidspunkt blev jeg i en samtale med en coach opmærksom på at jeg satte lighedstegn mellem det at spise sundt, motionere og være slank og det at føle mig okay og ret til en plads i verden. Og det var ret meget spot on! Jeg var kommet til at tænke, at jeg kun er god nok i en bestemt kropsform, helt uskyldigt tænkt, men oplevet som sandt og meget vigtigt. Og faktisk også lidt hjulpet på vej af verden omkring mig med dets kropsidealer og vanvittige fokus på en bestemt kropsform…

Det var en øjenåbner, men ikke rigtig noget, der gjorde den store forskel i forhold til mine tanker. Jeg gik stadig og levede efter et bestemt kropsideal. Men ja, forandringer kommer som de nu engang kommer og helt sikkert ikke på bestilling. 

For nogle måneder siden fik jeg en ret stor indsigt omkring det her med at kontrollere kost og krop. Her er hvad jeg tænkte:

Hold k… hvor er jeg egentlig dårlig til det! Altså, her har jeg gået i ca. 30 år og brugt ufattelig meget tid og energi på at styre min vægt, men det er jo ikke fordi det går særlig godt, for jeg er jo ikke kommet en skid videre i alle de år. Det er bare det samme og det samme, en følelse af aldrig at nå i mål! 

Hmm, måske er det fordi det ikke er meningen at jeg skal leve på den måde?! 

Hvis jeg var ansat i en virksomhed, så tror jeg nok jeg var blevet sparket ud for længst, med den ringe succesrate! 🙂”

Kæmpe indsigt, kæmpe lettelse!

Med den indsigt så blev jeg mindet om at min krop faktisk er skabt til at køre uden min hjælp. Forstået på den måde at det har brug for mig til det praktiske med at tilberede mad og indkøb mm, men jeg har faktisk et system, der guider mig til hvad og hvor meget jeg skal spise. Det har den faktisk gjort hele tiden, jeg har bare ikke rigtig lyttet efter. Det øver jeg mig i nu,- en gammel hund kan godt lære nye tricks, men glemmer ikke de gamle lige med det samme. 

Men allervigtigst så vil jeg pege på at det overhovedet ikke rigtig har noget med min vægt og ydre at gøre. 

Det handler kun om at jeg lavede en kobling mellem at være okay og et bestemt ydre ideal. Men nu ved jeg at jeg er okay uanset hvad og det øver jeg mig i at huske. Jeg bliver så glad og lettet hver gang jeg husker mig på at jeg er okay, selv når gamle vaner sniger sig ind på mig, det må de godt, jeg er stadig okay. Og deri ligger der så meget liv og frihed for mig.

Der er helt sikkert mange, der går rundt og har et helt fint forhold til deres krop uanset hvilken form den kommer i og det er så skønt! Jeg tænker dog stadig at der er andre som mig derude, der måske vil finde dette skriv interessant og med ny vinkel på krop kost og kilo.

Du er okay uanset hvad. Tænk lidt over det … 😍

Som altid: kommenter, del, ræk ud. Jeg vil elske at høre fra dig!